Torsdage med mening
Portræt af Else, frivillig på Folkestedet siden 2018

Hver torsdag formiddag sætter Else Nielsen sig bag skranken i receptionen på Folkestedet. Else er nemlig en af de mange frivillige, der har tjanser – store som små – i den gamle stationsbygning i Carls Blochs Gade, og som får det hele til at hænge sammen. Hun gør det med en kombination af dedikation, ansvarsfølelse og et smil, der smitter.
"Det giver mig noget livsindhold," fortæller. Else har været frivillig på Folkestedet siden 2018, og selvom hun siger det med ro i stemmen, er det tydeligt, hvor stor en betydning det har. “Når jeg er hjemme, nyder jeg det mere, fordi der også er noget andet, jeg skal. Det skaber en god kontrast.”
“Når jeg er hjemme, nyder jeg det mere, fordi der også er noget andet, jeg skal. Det skaber en god kontrast.”
Else er 81 år, pensioneret kontorassistent og bor alene i Hasselager. Siden hendes mand døde i 2017, har hun skabt en ny rytme i livet – med plads til både børnebørn og det frivillige arbejde. Hun er et velkendt ansigt i huset og kender de fleste, der kommer forbi receptionen.
“Jeg møder så mange søde mennesker her – både dem, der arbejder her, og dem der bruger huset. Jeg er ikke sådan én, der har haft en stor omgangskreds tidligere, men her har jeg fået mange venner "
“Jeg møder så mange søde mennesker her – både dem, der arbejder her, og dem der bruger huset. Jeg er ikke sådan én, der har haft en stor omgangskreds tidligere, men her har jeg fået mange venner,” fortæller hun.
At være frivillig handler for Else ikke om pral eller prestige. Det handler om, at tingene fungerer.
Hendes engagement strækker sig også ind i bestyrelsen i foreningen Folkestedets Venner, hvor hun er en vigtig drivkraft ved arrangementer. Her er hun kvinden med pengekassen.
“Jeg vil helst selv have styr på det. Hvis jeg laver det, så ved jeg, det er gjort rigtigt,” siger hun og trækker lidt på smilebåndet.
Når man spørger, om hun har planer om at stoppe, er svaret klart: “Så længe de gider have mig, og jeg stadig glæder mig til at komme, så bliver jeg ved.”
Else er ikke bare stabil – hun er en af dem, der får det hele til at køre. Hun stiller krav om ordentlighed, ikke for sin egen skyld, men for huset og fællesskabet. Som hun siger: “ Ét menneske kan ødelægge en masse” og derfor anbefaler hun kun det frivillige arbejde til nogen, hun mener passer ind. For det betyder noget, hvem der er en del af fællesskabet.
Else er en inspiration – ikke fordi hun gør det store væsen af sig, men fordi hun viser, hvad engagement, stabilitet og livsglæde faktisk betyder i praksis. Én torsdag ad gangen.
Kontakt
Folkestedet
Carl Blochs Gade 28
8000 Aarhus C
Tlf.: 87 13 54 15
E-mail: folkestedet@mso.aarhus.dk
Åbningstider
Mandag til torsdag kl. 8.00 - 15.00
Fredag kl. 8.00 - 14.00